"Vi passer sammen som ribbensteg med flæskesvær"

I december 2017 læste Karina en artikel i Århus Stiftstidende. Hun havde længe ønsket at engagere sig i frivilligt arbejde, men havde endnu ikke besluttet sig for, hvad det skulle være. Artiklen handlede om det nystartede Hjerteven, og Karina blev tilpas nysgerrig til at ringe til Hjertevens koordinator og idékvinde, Malene Andersen.

De aftalte at mødes, og efter en god lang snak kunne Malene allerede sige, at hun kendte en ung kvinde, der manglede en som Karina. Den unge kvinde var Rikke. Og efter bare første møde var der ingen tvivl.

“Vi kunne hurtigt mærke, at der var kemi. Ingen af os skulle hjem og tænke over det. Der var bare et match, og det kunne vi hurtigt mærke“, fortæller Karina om, da hun første gang mødte Rikke. Malene var ikke uenig, og således blev grundstenen til et hjertevenskab mellem Rikke og Karina lagt.

For Rikke var det nyt at have en fremmede i sit liv, som var en nysgerrig og fortrolig ven.

“Jeg skulle lige vænne mig til det, men der gik lidt tid og så blev det normalt”, fortæller Rikke.

Man tænker ikke over tiden

I dag er Karina og Rikke ikke længere fremmede for hinanden. De går ture, tager på café, ud at spise, til møder med kommunen – når og hvis Rikke har brug for at have Karina med, og det kan passe ind i Karinas private og arbejdsmæssige kalender – og de taler sammen om hinandens liv.

Ja, det er ikke anderledes end, hvad man gør med en god ven. De er sammen når det er sjovt, men også når det er svært og alvorligt, for det er det også indimellem.

Karina arbejder i Aarhus, hvor hun også er hjerteven med Rikke
Til dagligt arbejder Karina som sekretariatsleder og chefsekretær hos Østjyllands brandvæsen.

Frivilligt arbejde kommer i mange former, men Karina er klar på, hvem der egner sig til at blive hjerteven.

“Alle, der har lyst til at være sammen med andre mennesker. Hvis du er nysgerrig på andre mennesker, kan du blive hjerteven. Det kræver, at man investerer tid til samvær, men jeg ser det ikke som, at jeg investerer tid. For jeg holder af at være sammen med Rikke. Jeg har også lært, at livet ikke altid går via den lige landevej, som mange af os måske går rundt og tror. Det er meget ukompliceret når vi planlægger at ses, og når vi ses. Vi koordinerer vores kalendere, således det passer ind i hver vores hverdag og ind i de aftaler, vi i øvrigt må have.”

Når man møder dem, er der ingen tvivl om, at de er glade for at have hinanden i deres liv.

"Jeg oplever en taknemmelighed som hjerteven, men jeg synes faktisk, at den, der har en hjerteven, fortjener et større skulderklap for at turde at sige “jeg har brug for hjælp”. Det kræver mod. Og jeg synes, at Rikke har været – og er – modig ved at lukke mig ind i sit liv. Rikke lukkede mig ind, da hun var allermest sårbar, og det er jeg dybt taknemmelig for."

- Karina

Vil du vide mere om at blive frivillig hjerteven?

Så kan du læse mere om vores proces og tage kontakt til os.

Savner du et meningsfuldt venskab?

Så kan du læse mere om os og tage dit næste skridt til at få en hjerteven.

JYSK BØRNEFORSORG/
FREDEHJEM


+45 2211 4838

FIND OS PÅ DE SOCIALE MEDIER

Facebook Icon LinkedIn Icon Mail Icon

Hjemmesiden er udviklet af Teresa Madariaga v. Grafisk Pondus.